Ilulissat d. 14. februar 2002
Iluliarmioq
Box 25
3952 Ilulissat
Orm hos slædehunde i Grønland
Hunde kan som en helt naturlig ting og som alle andre dyr (og mennesker) blive smittet med orm. Rundt om i Verden findes der mange forskellige typer af orm, som kan smitte hunde. Nogle orm kan både smitte til hunde og ræve, og nogle orm kan kun smitte til enten hunde eller ræve. Bortset fra trikiner udgør de orm, som hunde og ræve kan være smittet med i Grønland, ikke nogen risiko for mennesker.
Man deler ormene op i to grupper: rund-orm og bændel-orm. Både rundorm og bændelorm er såkaldte involdsparasitter og begge grupper af orm er i virkeligheden meget spændende dyr.
Som navnet siger er rundorm små runde orm, og de arter af rundorm som findes hos hunde og ræve i Grønland smitter direkte fra hund til hund eller fra ræv til ræv. Udvoksede bændelorm er derimod flade og lange og smitter ikke direkte, men smitter altid i skikkelse af en særlig mellemform, en såkaldt tinte, som smitter til bændelormens mellem-vært.
Der er flere gange foretaget undersøgelser for orm på slædehunde og ræve i Grønland. Alle undersøgelserne viser, at slædehunde og ræve kan være smittet med tre forskellige typer rundorm: trikiner, den nordlige spolorm og den nordlige hageorm. Derudover er der to typer bændelorm som man hyppigt ser hos ræve: rensdyr-tinte-bændelorm og ørred-tinte-bændelorm. Der er ikke fundet rensdyr-tinte-bændelorm hos grønlandske slædehunde, og kun i enkelte tilfælde er der fundet ørred-tinte-bændelorm hos slædehundene. Der er ikke fundet tinter af bændelorm hos moskusokser i Grønland, og dermed er det ikke sandsynligt, at ræve og hunde kan blive smittet med bændelorm, når de æder rester af moskusokser.
Et dyr eller menneske bliver smittet med trikiner, når det spiser kød der indeholder levende trikinlarver. Kødet bliver fordøjet i tarmen og trikinlarverne frigøres. Efter 3 dage er trikinerne kønsmodne og hun trikinerne "sprøjter" så nye trikinlarver ind i blodet på dét dyr (eller menneske), der har spist kødet. Trikinlarverne føres med blodet til sener og muskler, hvor de bliver indkapslet til en særlig hvileform, muskel-trikiner. Mange muskeltrikiner kan påvirke helbreds-tilstanden, og hos mennesker kan det være særligt farligt. Hunde bliver derimod sjældent syge af trikiner.
Spolorm er vidt udbredt hos rævene i Grønland men knap så almindelig hos slædehundene. Rævene og hundene optager smitten (orme æg) gennem munden og efter 10 uger begynder de kønsmodne hun spolorm at lægge æg. Det er sjældent, at ræve eller hunde bliver syge af denne orm, men hvis hvalpe har optaget megen smitte kan de blive vommede og utrivelige og få tendens til kronisk diarré.
Den mest almindelige orm hos slædehundene i Grønland er den nordlige hageorm. Til gengæld er denne orm ikke så almindelig hos rævene. Hageorm kan ligesom spolorm optages gennem munden (orme æg). Hvalpe kan også blive smittet gennem mælken, når de dier hos tæven. Endelig kan hageorm om sommeren smitte gennem huden, men dette kræver, at hundene står i meget fugtige og uhygiejniske omgivelser. Ormene bliver kønsmodne ca. 3 uger efter de er kommet ind i hunden eller ræven, og kan derpå udskille ny smitte. Infektion med hageorm kan give let blodmangel og tendens til utrivelighed og diarré, særligt hos hvalpe der har optaget megen smitte og i forvejen er svækkede.
Af bændelorm er det som nævnt kun ørred-tinte-bændelormen, der er blevet påvist hos slæde-hundene i Grønland. Hundene bliver smittet når de fodres med rå ørred eller laks, der indeholder bændelorme tinter. Tinterne frigøres i hundens tarm og udvikler sig i løbet af 4 uger til kønsmodne bændelorm, der så udskiller ny smitte (bændelorme-led med æg). Hvis smitten ender i ferskvand kan små krebsdyr optage æggene. Krebsdyrene bliver så ædt af ørred eller laks og der udvikles en ny tinte i fisken. Hunde med bændelorm får tendens til tynd afføring, bliver utrivelige og mister kræfterne. Man kan undgå bændelorm hos hundene ved at tørre, opvarme eller nedfryse fisken før den bliver brugt som hundefoder.
Ligesom der ikke er fundet nogen orm
der smitter fra moskusokser til hunde og ræve, er der heller ikke fundet nogen orm i saltvandsfisk eller havpattedyr (heller ikke i remme-sæler !) der kan gøre hunde eller ræve syge - måske med undtagelse af trikiner i hvalrosser og isbjørne.
Man skal også være opmærksom på, at selvom hunde og ræve kan have de samme orm, så har de dem i forskellig grad. Dette betyder, at ræve og hunde sjældent smitter hinanden med orm.
Slædehunde i Grønland har faktisk kun få problemer med orm i forhold til hunde andre steder i Verden. For det første findes den mest sygdomsfremkaldende spolorm, som er almindelig hos hunde andre steder i Verden ikke i Grønland, og heller ikke den meget farlige sydlige hageorm findes i Grønland. Derudover er der kun risiko for at smitte slædehundene med én bændelorm, og kun hvis man fodrer med rå ørred eller laks.
Hvis man ser bort fra de sjældne tilfælde, hvor slædehunde har fået ørred-tinte-bændelorm, så er det faktisk sjældent at voksne slædehunde har problemer med orm. Voksne velpassede hunde har nemlig så megen naturlig modstandskraft mod orm, at de ikke bliver syge af dem.
Hvalpe derimod har endnu ikke udviklet en naturlig modstandskraft og kan derfor godt blive syge af orm. Hvalpene får som regel ikke problemer med orm før de er ca. en måned gamle, og når de først er ca. et år gamle har de udviklet en god naturlig modstandskraft. Så det vil være en god idé at give hvalpene ormekur første gang, når de er ca. 5-6 uger gamle, og derefter 2-3 gange mere indtil de er et år gamle.
Hundene har problemer med orm når: - der er orm i deres afføring, - et kuld hvalpe ikke rigtig trives selvom de bliver fodret hver dag, - hvalpene gennem længere tid virker vommede, - hvalpene næsten aldrig har normal afføring, - hvalpene ikke vokser som forventet, - hvalpene får skæve ben, - enkelte voksne hunde virker utrivelige og har diarré gennem længere tid.
Det er ikke orm, der er hundenes problem når: - alle hundene har god appetit og normal afføring, - flere voksne hunde har diarré samtidig, - hundenes afføring er fri for orm, - hundene taber sig i koldt eller blæsende vejr, - hundene taber sig ved hårdt arbejde, - de voksne hunde får mat og kedelig pels samtidig med at de taber sig, - voksne hunde mister udholdenheden foran slæden, - flere hundespand har de samme sundhedsproblemer på samme tid, - et helt kuld hvalpe pludseligt bliver syge eller dør.
Man skal huske, at hunde der bruger mere energi end de får at æde, eller hunde der ikke får tilstrækkeligt at drikke hver dag taber sig, får en mat og kedelig pels og mister udholdenheden foran slæden. I stedet for at give sådanne hunde en ormekur, skal man give dem noget mere at æde og drikke. Ormekur kan ikke erstatte foder og vand.
Hvis slædehunde får problemer med orm, skyldes det orm i tarmen. Derfor er Banminth et særdeles effektivt ormemiddel, da al lægemidlet bliver i tarmen og virker dér. Samtidig er Banminth heldigvis et billigt lægemiddel til behandling af orm hos slædehunde.
I de få tilfælde, hvor slædehunde har fået ørred-tinte-bændelorm, kan man ikke bruge Banminth. I stedet skal man bruge et særligt ormemiddel, som kan bestilles hos dyrlægen.
Risikoen for at slædehundene får problemer med orm afhænger altså i høj grad af, hvordan de bliver passet og fodret. En omhyggelig pasning medfører få eller ingen problemer med orm.
Med venlig hilsen Ken Leisner dyrlæge Ilulissat.
Historisk oversigt over rabies i Grønland.
1859 Upernavik distrikt epizooti af paralytisk rabies (kolonibestyrer & læge C. N. Rudolph).
1864-1865 Ummannaq og Upernavik distrikter indberetning (Stud. med. vet. T. S. Hamann).
1866 "Bekjendtgjørelse angaaende Kjendetegnene paa og Forholdsregler imod Hundesygdommen (Hundegalskab) i Nordgrønland".
1874 Upernavik ilandsætning af syge hunde fra Nares "Discovery" ekspedition medførende hunde fra USA (massiv rabiesepizooti i USA 1873-1874).
1875 Upernavik distriktets sydlige del epizooti med høj morbiditet af Rabies canina furiosa angreb på mennesker (bødker Lohmann).
1884-1885 Upernavik distrikt epizooti af paralytisk rabies (bødker Lohmann).
1886 Upernavik distrikt epizooti af paralytisk rabies (premierliutnant C. M. Ryder).
1888 Nordvestgrønland indberetning af distemper epizooti (læge S. Hansen).
1889 Direktorats Skrivelse af 29. maj om Forbud mod indførsel af Hunde til Nordgrønland.
1905 Aasiaat distrikt epizooti af paralytisk rabies (dyrlæge S. R. Hjortlund).
1905 Aasiaat Identitetsprøve på Rabies nøje efter Pasteurs princip (dyrlæge S. R. Hjortlund).
1906 Uummannaq distrikt sporadiske tilfælde af rabies (dyrlæge S. R. Hjortlund).
1906 Rodebay (Oqaatsut) tilfælde af paralytisk rabies efter slagsmål med "gal ræv" Polaræven Alopex lagopus erkendes som reservoir for rabies (dyrlæge S. R. Hjortlund).
1907 Kangersuatsiaq tilfælde af paralytisk rabies efter slagsmål med "gal ræv" (Hjortlund).
1907 "Om de smitsomme Hundesygdomme i Nordgrønland og deres Bekæmpelse"
(dyrlæge S. R. Hjortlund).
1908 Bestemmelser til bekæmpelse af de smitsomme Hundesygdomme i Grønland.
1936 Kundgørelse om Bestemmelser angaaende Hundehold og Bekæmpelse af Hundesyge i Grønland (Statsminister Th. Stauning).
1965 Påbud om vaccination af slædehunde mod rabies (dyrlæge K. Wamberg).
1969 Bekendtgørelse for Grønland om foranstaltninger til bekæmpelse af rabies.
1975 - til dato overvågning af rabies i Grønland ved indsendelse til diagnostisk laboratorium.
1979 Års rapport vedr. rabies overvågning og -forebyggelse i Grønland af den ledende dyrlæge under Landslægeembedet (dyrlæge E. Hofmann Frisch).
1992 Hjemtagelse af sundhedsvæsnet og dele af veterinærvæsnet.
1992 Oprettelse af Veterinærafdelingen under Grønlands Hjemmestyre og ansættelse af en ledende dyrlæge i Nuuk (dyrlæge S. N. Holck).
1993 Landstingsforordning nr. 17 af 28. oktober 1993 om kontrol med levnedsmidler og zoonoser.
1994 Oprettelse af Dyrlægeembedet i Ilulissat og ansættelse af en embedsdyrlæge
(dyrlæge Per Schyum).
1997 Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 22 af 17. september 1997 om bekæmpelse af rabies (hundegalskab).
1997 Ansættelse af yderligere 2 dyrlæger, én i Nuuk og én i Ilulissat.
1998 Landstingslov nr. 18 af 30. oktober 1998 om slædehunde samt hunde- og kattehold.
Informationer udarbejdet af Ken Leisner dyrlæge Ilulissat
